Helnæsbugten – det perfekte rovand

Af Bent K. Thomsen

Én søndag hver måned er fælles rodag for havkajakroerne i Kolding Kajak Klub. Denne triste og grå december søndag går turen til Helnæsbugten på Fyn.

Det regner og blæser 9 m/s fra vest/nordvest, så vi vælger at sætte i ved havnen i Faldsled. Her på havnen blæser det direkte ind på os. Så det er koldt at klæde om. Inden vi sætter i, luner en kop varm kaffe. Snart er alle i tørdragter. Vi er nu på vej ud i bugten. Lige uden for havnen kan vi mærke de store dønninger komme imod os fra nordvest. Vi krydser det lille stykke over til Vigø, her er der læ syd om øerne Vigø, Hornshoved og Illum. Lige så trist det var på land, ligeså dejligt er det at sidde i kajakkerne.

For enden af Illum er der ved denne vindretning nogle irriterende krappebølger. Det går fint, og snart er vi i læ igen af Helnæs. Vi ror nu op mod Helnæs Mølle. P.g.a. lavvande, må vi gå ind til den primitive lejrplads ved møllen, hvor frokosten indtages. Vi efterlader kajakkerne på en sandbanke og vader i land. Her er det et must, at kende tidevandstabellen for den pågældende dag, så vi ikke risikerer at kajakkerne er drevet til havs, når vi skal ud igen.

Alle er ved godt mod og frisk på at krydse bugten med direkte rygvind og dermed surfebølger i ryggen tilbage mod Faldsled. Selv om det er en beskyttet bugt, er der pænt store bølger, som absolut ikke er for nybegyndere, og slet ikke ved denne vandtemperatur (ca. 8 grader). Krydset går fint og snart er vi ved havnen igen.

Jeg afslutter som sædvanlig med et par rul, for at teste formen og min egen formåen i det kolde vand. Det er vigtig hele tiden at øve sig under de givne forhold. Ét er at lave redningsøvelser en varm sommerdag eller i en varm svømmehal. Men noget helt anderledes er det med en ufrivillig kæntring og redning midt i Helnæsbugten en kold december dag, hvor det også kan være vanskeligt at manøvrere kajakkerne rundt p.g.a. blæsten. Så – øv det igen og igen under realistiske forhold. Lær eskimorul, det er langt den bedste redningsform under disse forhold, men makker og egen redning skal naturligvis beherskes i fald eskimorullen ikke lykkes.

Vi er alle enige om, at selv om det er rigtig trist vejr, har det været en fabelagtig god måde at tilbringe denne december søndag på.