Kom i gang

Jeg har altid brugt motion til at skabe ny energi med. Jeg har som så mange andre opdaget, at jo mere energi jeg bruger, jo mere får jeg.

Når hjernen iltes ved motion oplever jeg ofte:

  • At f.eks. løsningen på et kompliceret arbejdsmæssigt problem kommer “til mig”.
  • At kreativiteten vokser.
  • At en negativ og nedtrykt stemning ofte vendes til en positiv attitude og livsmodet stiger.
  • At jeg føler “overskud” og dermed starter en positiv spiral med større selvtillid osv.
  • At jeg får et “kik”. Jeg har aldrig taget hash eller andre euforiserende stoffer, så jeg ved ikke hvordan det er, men jeg føler, at jeg bliver “høj” af motion, og kan ikke undvære det.

Hvile og ro er nødvendig, men prøv næste gang, du efter en hård arbejdsdag føler trang til at “få sofaen på ryggen”, at f.eks. gå en rask tur i stedet. Du vil sandsynligvis opleve, at du har mere energi, når du kommer hjem igen, end hvis du havde taget “en ½ time på den ene side og en ½ time på den anden”.

Prøv ikke at ro en havkajak, medmindre du vil acceptere at bliver “afhængig” af det.

Har du ondt i ryggen, kan havkajakroning måske være noget for dig. Når du ror havkajak på den rigtige måde, bruger du de store muskelgrupper i maven og i ryggen. Det er muskelgrupper, der for os stillesiddende mennesker ofte er svage, og dermed giver problemer med ryggen. Jeg har personligt oplevet, at jeg langt sjældnere har ondt i ryggen i forhold til før havkajakroningen.

Alder

Man bliver aldrig for gammel til at starte på at ro havkajak. Du vil opleve, at du holder din smidighed ved lige. Og så holder din hjerne sig også “smidig” idet vi ved at alle former for stimulation præget af glæde eller ny indsigt holder liv i vores hjerne, så vi danner nye hjerneceller, og nye forbindelser mellem hjernecellerne. Har du lidt for mange kilo på sidebenene, vil du gennem din kajakroning, nok finde ud af det fornuftige i at tabe dig. Havkajakken er en effektiv fedtforbrændingsmaskine.

Se menupunktet Kost og motion.

Jeg har personligt oplevet at tabe 12 kg. ved en beskeden kostomlægning kombineret med et effektivt roprogram. Idéer hertil kan du få på et af vore kurser.

Natur

Har du ikke færdes på vandet før, vil du med havkajakroning opdage en “helt ny verden”. Du vil også opleve, at du kan ro hele året rundt. Med den rigtige påklædning kan du stort set ro i alt slags vejr. Det væsentligste man skal have respekt for er tåge, is, og stærk fralandsvind.

En solopgang, en solnedgang, en natroning i fuldmåne, en stille vinterdag i en vig, hvor der kun er dig, og måske en flok svaner er lise for sjælen. En hidsig sommerstorm, hvor vandet er lunt og der er pålandsvind, kan give rigtig sjove sufoplevelser.

Kom godt i gang, mange oplevelser venter dig.

Ét af vore havkajakkurser er en god start på et nyt liv i havkajakken…