- Herlig efterår
- Holyhead Wales
- Brandsø og Indian Summer i oktober
- Bågø – og et dejligt stykke chokolade
- Helnæsbugten – det perfekte rovand
- Hvorfor havkajak?
- Lillebælt øtur
- Skønne Bøjden
- Bjørnø og Avernakø
- Evighedsfjorden Grønland
- Samsø
- Den Norske Skærgård
- En søndag på Rømø 13 m/s med vindstød af kuling
En søndag på Rømø 13 m/s med vindstød af kuling
En forblæst søndag i juni havde Mikael Betzer og jeg sat et par dygtige havkajakroere fra Vester Vedsted stævne på Rømø. Egentlig var målet at ro op og se på sæler, men vejret var simpelthen for hårdt, så det blev ”kun” til et par timer. Brændingsbølgerne var gennemsnitligt 2½ meter høje – nogen lavere, nogen højere. Her ved Rømø er vandet fladt i starten, så det er relativ nemt at komme ud, da brændingen først ligger et stykke ude. Når du ror igennem en brænding af den størrelse, er det ligesom, der står en og kaster 20 spande vand i hovedet på dig på én gang. Vel ude er der lidt ophold mellem 1. og 2. revle. Men der er knækkende bølger hele vejen ud gennem 1., 2. og 3. revle. Du skal være 100% vågen og spændt op i kajakken, for ellers er du sikker på at vælte. Vi var også alle rundt i kajakken. Mikael klarede dog alle hans 3 vandgange med perfekte rul, og kom derfor som den eneste ikke ud af kajakken – godt gået! Vi andre fik øvet makkerredninger i brænding. Det kan lade sig gøre, men er meget vanskeligt. Glem alt om pagajflyder i en brænding. Her dur kun makkerredning, reentry, eller at lade sig føre ind til kysten, hvis det kan lade sig gøre. Det er nemt, men hårdt at komme ud gennem brændingen, til gengæld er det svært og sjovt at komme ind igen. Jeg opdagede for sent en stor knækkende bølge, og blev med bølgens hast i et inferno af skum og sprøjt ført sidelæns hastigt indad. Gjorde som jeg skulle og lænede mig helt ind i bølgen med pagajen helt ude til støtte, og tænkte – ”Det her klarer du da godt Bent”, i samme splitsekund slapper jeg en anelse af, og bølgen vælter mig rundt – Fantastisk oplevelse. Efter 2 timer var vi alle rigtig godt mørbankede, men klar til en ny gang bølgeroning, næste gang det byder sig.